Grundloven: Tømrersvendene og den frie konkurrence

Op til vedtagelsen af den danske grundlov af 1849 gik diskussionen i håndværkerkredse særligt på hvad den nye næringsfrihed og den frie konkurrence ville betyde for lavene og kvaliteten af håndværket. Vi håndværkere kan jo godt regne ud at hvis man lader hvem som helst bygge hvad som helst, så får man også leveret derefter. Mange mesterlav begræd selvfølgelig udsigten til ophævelsen af deres monopol i København. I Tømrernes svendelav var stemningen lidt mere åben for de forandringer Danmark stod over for. I de perioder hvor kongen tilbage i tiden forsøgte at udfordre mestrenes prisnevau støttede svendelavet til tider kongens indføring af frimesterpladser i byen. Det skete typisk hvis mestrene i samme periode ikke udviste den respekt og den aflønning svendene krævede. Vi var derfor i Svendelavet ikke nær så bange for at følge med tiden. Men vi havde dog en klar holdning til at man skulle sikre en vis kvalitet i byggeriet, også under grundloven. Derfor udgav vi denne pamflet til offentligheden i 1848, hvor vi I respekt for de nye tider erklære at ville ændre navn fra “lav” til “forening” og samtidig agitere for bevarelsen af svendeprøver og mesterprøver. Læs med her og kommenter gerne hvordan du forstår teksten. 

Lavenes forhold til statsmagten var svingende. Under enevældet var lavene for Kongen en kærkommen organisering af arbejdsstyrken. Det voksende borgerskab i byerne blev organiseret i en social orden og Kongen kunne pålægge lavene forskellige offentlige opgaver, mens hans repræsentant i byen, magistraten, fastsatte timelønnen for de forskellige fag. Hver gruppe blev pålagt hver sine opgaver og privilegier. Hvis man var utilfreds med lønnen og ikke kunne få mestrene til at hæve den frivilligt, så måtte man klage sin nød til magistraten. Så der var godt nok ikke nogen formel forhandling, men lønninger, pligter og rettigheder blev for de forskellige grupper tydeligvis fordelt efter deres magtposition i samfundet.

Tømrersvendene i København var den laveste del af borgerskabet, men vi var trods alt borgere. Siden vi fik vores selvstændige svendelav har vi tømrersvende haft vores selvstændige position at kæmpe ud fra. Nogen gang mod mestrene, nogen gange med mestrene mod Kongen og andre gange mod dem alle sammen. Den gang som i dag har vi tømrersvende gjort vores bedste for at forbedre vilkårene for håndens arbejdere. Både når det har krævet kamp, men også når det har krævet tålmodighed.

De færreste ting er sort-hvidt. Vi altid haft et komplicere had/kærlighedsforhold til vores mestre. Eksempelvis lavede vi i den nye grundlovs ånd prisaftaler med en ny mesterforening. Men da vores gamle mestre i Københavns Tømrerlaug blev lidt for svage endte vi med at konflikte den nye alternative arbejdsgiverforening ned under gulvbrædderne. Det er trods alt nogen gange nemmere at forhandle med nogen, der ved noget om faget. Det kan mange sikkert også genkende i dag (se eksempel her). Men det kommer der helt sikkert en historie om senere.