I Hustømrerforeningens ejendom i faksegade 8 på Østerbro er der 35 værelser med delt toilet/bad på gangen. Ejendommen blev i 1887 opført af foreningen for at huse gamle tømrersvende og deres enker. Kunne man ikke klare sig selv i alderdommen, kunne man søge fribolig og testamentere sine værdier til ejendommen. I dag har velfærdsstaten heldigvis lagt en social bund, der udfylder det behov. Derfor er det muligt for os i dag at udleje lejlighederne som ungdomsboliger, med fortrinsret for lærlinge.
Når der er et ledigt lejemål bliver det lagt op på BJMF ungdoms facebookside, hvorefter det i første omgang er “først til mølle” for Tømrer- og Snedkerlærlinge. Lejlighederne består af et værelse, tekøkken samt fælles gang og toilet/bad som deles med 2-3 andre. Det lille tekøkken har vask/afløb som giver mulighed for at søge boligsikring. Man fraflytter et år efter man har fået sit svendebrev, så der kan blive plads til en ny lærling. Så hvis du er lærling og mangler et billigt sted at bo under din læretid, så klik ind på facebooksiden og slå notifikationer til og følg aktivt med, så håber jeg vi finder en plads til dig i faksegade. Her er et et par billeder.
På vegne af bestyrelsen, Daniel Skovhus
Hustømrerforeningen af 1691 Faksegade 8 A B 2100 København Ø